Arnt Uhres billeder er kraftfulde og farvestærke, præget af stor energi og appel. Undervejs har han dog gjort et mærkbart karriereskifte. Han begyndte som naturalistisk portræt- og landskabsmaler, men blev fra 1977 i forbindelse med sin uddannelse på Aarhus Kunstakademi optaget af kombinerede olie- og vandbilleder og et vidt spektrum af kunstneriske teknikker. Han har arbejdet med magt-, forvandlings- og erotiske motiver fra græsk og nordisk mytologi og har i længere perioder arbejdet i Paris. Han er i øvrigt repræsenteret på Arhus Kunstmuseum.
Kulturarven
"Jeg var optaget af den nordiske mytologi. Det er jo min kulturarv, min baggrund. Og i det mytologiske univers kan alt ske. På en eller anden måde er jeg blevet ramt af et lys, og det gav sig udslag i det første billede af Kristus, som jeg skar med motorsav på nogle træplader og paller. Så begyndte jeg at male Kristus og limede det ovenpå. Det billede lavede jeg på lærred. Da jeg havde malet det, hældte jeg det over med benzin og stak ild til. Derfor kan man se afbrændingerne og sodspor", fortæller han.
Men en oplevelse fik den anerkendte kunstner til at skifte spor og ændrede hans liv:
"Når man er kunstner, så søger man vel efter en dybere sammenhæng. Man ved faktisk ikke selv, hvad man søger. Så jeg har nok bare været på en rejse igennem tid og rum og så gennem Paris, som jeg var kommet til. Dernede mødte jeg nogle, der mediterede på buddhistiske skriftstegn. De var også malere."
Lys af guld og ild
"Så skete der det, at jeg en aften fil en lysoplevelse af Gud. Da de andre var gået, var det som om væggen åbnede sig, og jeg så ind i et underfuldt lys af guld og ild og kraft fra en anden verden. Det var, som om væggen blev flyttet, og så fil jeg en lysoplevelse som mange kristne mystikere. Der, hvor lyset ramte, blev alt til guld og ild. Og hvor det ikke ramte, blev der uendelig tomhed og uendeligt mørke. Det var de to verdener, der åbenbarede sig."
Arnt Uhre var ikke i tvivl om, at det var Kristus, han mødte, for næste dag så han ham afbildet i flere kirker.
