Pressemeddelelse

Finn Have: Mors – Mors et særligt sted

28 særlige steder på Mors

Det sete afhænger af øjnene, der ser. En gammel sandhed, der med projektet
”Mors – et særligt sted” får en flerstrenget og fascinerende betydning. For ikke nok med, at man her får personer med tilknytning til Mors til at vise og beskrive deres særlige steder på Limfjordsøen, får man også maleren Finn Haves fortolkning af hvert enkelt sted.

- I gamle dage bestilte folk en kunstner til at male deres gård eller et andet sted, de holdt af. Jeg har med dette projekt gjort det modsatte ved at sige: Vil I give mig en gave? Vis mig det sted på Mors, som har en helt særlig betydning for dig. Så vil jeg male det, hvis jeg selv falder for stedet, fortæller Finn Have om baggrunden for den opfordring til alle med tilknytning til Mors, som han fremkom med sidste sommer.
I alt 30 personer - par og enkeltpersoner - deltager i projektet, som beskriver 28 særlige steder.

Lørdag 29. oktober løftes sløret for, hvad der kom ud af anstrengelserne.  På Palæet i Nykøbing er der fernisering  og bogudgivelse.
Udstillingen består af to snese billeder, der er kunstnerens reaktion på de henvendelser, han fik på sin opfordring. Malerierne er forskellige i motiv, stemning og årstid, men med Finn Haves karakteristisk brede, farvemættede penselstrøg som en samlende faktor. De 30 personer har formået at smitte kunstneren med deres begejstring for stederne, og han bidrager selv med et. I flere tilfælde har han ikke blot malet et enkelt, men to eller tremalerier inspireret af lokaliteten.

Samtlige billeder kan opleves i en bog, der udsendes samtidig med ferniseringen. Udgiveren er Morsø Turistforening, som Finn Have fik med på ideen om at skabe en eksklusiv, alternativ guide/kunstbog over kendte og ukendte steder på Mors. Foruden gengivelsen af malerierne byder bogens 96 sider på foto af bidragsyderne foran deres steder samt bidragsydernes beskrivelser af deres steder suppleret med fakta. Redaktør og forfatter er freelance-journalisten Carsten Tolbøll, Jørsby, som bidrager med historiske, kuriøse og for mange ukendte beskrivelser af stederne.
Bogens indledning er skrevet af Gyldendals litterære direktør Johannes Riis.

Også Finn Have har i det halvandet år, han har arbejdet med projektet, mødt det ukendte:

-Selv om jeg  er født på Mors og ofte benytter øens fantastiske natur som motiv for mit landskabsmaleri, er det lykkedes bidragsyderne at føre mig til steder, hvor jeg aldrig før har været .
Det siger noget om, hvor rig øen er på alsidig og særpræget natur, men også om, hvad jeg vil have ud af mit projekt: At folk benytter bog og udstilling som inspiration til at tage ud og opleve stederne og – endnu vigtigere – finde deres egne, helt personlige steder, da man ikke i enkelt projekt kan afdække  og beskrive alle steder. Der vil stadig være mange særlige steder at opleve, siger Finn Have.

Finn Have: Mors – et særligt sted
Palæet, Rådhustorvet 4, 7900 Nykøbing Mors.
Fernisering og bogudgivelse lørdag den 29. oktober kl. 11.00-14.00
Udstillingen åbnes af folketingsmedlem Mogens Jensen - som også er bidragsyder til bogen
Arrangør: Morsø Turistforening, Havnen 4, 7900 Nykøbing Mors
Åbningstider: onsdag-torsdag kl. 17-20, fredag kl. 15-19 og lørdag-søndag kl. 10-15